Halvvanter og Trekantssjal med rille-striber

Halvvanter og Trekantssjal med rille-striber

Halvvanter og Trekantssjal med rille-striber

Der er nye opskrifter i butikken, som endda er eget design! Find dem her

trekantsjal-halvvanter-striber-heritage-merinould-garnyarn-lilla

Historien starter for flere år siden, hvor jeg virkelig godt kunne bruge et par vanter uden fingre.
Der er jo lige sådan en overgangsfase forår og efterår, hvor det slet ikke er koldt nok til vanter, men alligevel er lige lovlig koldt til bare hænder.
Og så oplever jeg, at jeg på mit kontor herhjemme efter nogle timer ved computeren ofte får meget kolde hænder og fingre. Jeg har selvfølgelig prøvet at tage et par tynde strikvanter på, men jeg bruger 10-finger systemet (jo joow, jeg kan blindskift), og det er en noget glat affære med virkelig mange tastefejl.
Løsningen er derfor perfekt med et par halve vanter, hvor fingrene er frie og ikke glider på tasterne.

Jeg kiggede på adskillige opskrifter, men fandt ikke lige den helt rigtige, som passede til dét garn, jeg ville bruge og som havde dét udseende og pasform, jeg søgte. Jeg strikkede faktisk et par, men jeg er ikke tilfreds med dem.
Så fik jeg også den tanke, at de skulle strikkes den anden vej; fra fingrene og mod håndleddet, så det var nemmere at justere længden op af armen.

Jeg gik derfor i gang med at lave mine egne.

Jeg er ret begejstret for Cascades Heritage, som er blød merinould med lidt nylon, og garnet er derfor perfekt til både bluser og strømper. Og vanter.
Det var noget af det første, jeg strikkede i garnet, og første gang jeg skulle afprøve det multifarvede Paints for at se farveforløbet, når det blev strikket.

Jeg ville have enderne ensfarvet, og besluttede at lave striber med den for at fremhæve det lilla i det multifarvede garn.
I stedet for en helt almindelig rib, afprøvede jeg en perlerib, men endte med en rib med drejede retmasker.
Jeg besluttede også, at halvvanterne egentlig ikke skulle gå så langt op ad armen, så det blev et par små vanter, og jeg havde masser af garn tilbage.

halvvanter-striber-heritage-merinould-garnyarn-lilla

Hvilket så lige leder mig til sjalet.

Jeg har ret mange hæklede og strikkede sjaler (har lige talt mig frem til præcis 20 stk. i klædeskabet!), men de fleste af dem er meget store, og jeg kunne egentlig godt bruge et mindre ét, der lige kunne varme skuldre og nakke, og så var det jo oplagt også at kunne bruge det som halstørklæde, så det matchede mine nye halvvanter.

Jeg var først ude i at lave striberne helt magen til halvvanterne, men det blev lidt kedeligt med rent glatstrik, så jeg besluttede at lave de ensfarvede striber i retstrik for at få lidt struktur.

Når jeg laver et trekantet sjal, kan jeg godt lide at starte i nakken og arbejde mig ud, fordi det så er meget nemt at justere størrelsen. Nogle gange bare efter hvor stort jeg ønsker det, og andre gange – som her – se hvor langt garnet rækker.

Jeg ville selvfølgelig slutte med en ensfarvet kant på de to skrå sider, men hvad så lige med den øverste lange lige side? Det kunne da også se pænt ud med en ensfarvet “stribe” dér, og så kunne man i øvrigt på den ene halvdel jo se garnet, der løb med fra stribe til stribe.
Hmmm. jeg gik i tænkeboks.


Jeg kunne bare have lavet sjalet færdig og til sidst have taget masker op langs øverste kant og strikket et par rækker frem og tilbage. Men jeg ville gerne have, at kanten på de skrå sider skulle være afslutningen på hele sjalet for det ville se pænest ud i sjalets spidser.

Jeg var ude i forskellige scenarier, men endte med at stoppe lige før den afsluttende kant og lade alle maskerne hvile, mens jeg med en ny pind tager masker op langs øverste kant og strikker et par ensfarvede rækker, som samtidig også kamuflerer det medløbende garn ved striberne.
Eftersom den afsluttende kant på de skrå sider også skal strikkes hen over denne “stribe”, skulle jeg bruge nogle åbne masker i hver ende. Frem for bagefter at skulle tage masker op, slog jeg undervejs om pinden med de hvilende masker, så jeg bare kunne strikke videre uden at skulle klippe garnet.

trekantsjal-halvvanter-striber-heritage-merinould-garnyarn-lilla


Mit lilla sæt er strikket i Heritage ensfarvet nr. 5625 Purple Hyacinth og multifarvet nr. 9806 Iris Mix.

trekantsjal-halvvanter-striber-heritage-merinould-garnyarn-turkis trekantsjal-glatstrik-retrille-striber-heritage-merinould-garnyarn-turkis


Det turkise sæt er en gave til min mor og er strikket i Heritage ensfarvet nr. 5626 Turquoise og multifarvet nr. 9809 Teal Mix.

Hun har større hænder end mig, så jeg måtte justere i opskriften på halvvanterne, og sådan blev der to størrelser i opskriften. De er ikke lavet efter standard handske målskema, men efter størrelsen på mine og min mors hænder!

 

By | 2017-11-03T13:31:23+00:00 november 3rd, 2017|GarnYarn, Opskrift|0 Kommentarer

Om forfatteren:

Læg en kommentar

WordPress Appliance - Powered by TurnKey Linux